Landspolitik

 

Mærkesager til Folketingsvalget 2015:

 

 

JA til europæisk samarbejde, nej til EU-tyranni

 

JA til permanent grænsekontrol – i begge retninger

 

JA til børnecheck forbeholdt danskerne

 

JA til dygtige og lovlydige indvandrere, men nej til alverdens plattenslagere

 

JA til at hjælpe flygtninge i nærområderne

 

JA til religionsfrihed, nej til religiøse særkrav, ”halalkød-tvang” og stormoskéer

 

 

 

JA til lokale folkeafstemninger om følsomme emner, f.eks. asylcentre og vindmølleparker

 

JA udbygning af E45 og bedre trafikforhold på Djursland

 

JA til bevarelse og udbygning af Tirstrup Lufthavn

 

JA til udflytning af statslige arbejdspladser til provinsen

 

JA til en bro over Randers fjord

 

JA til etablering af "trinbræt" i Laurbjerg og i Hovedgård

 

JA til bedre vilkår for studerende, eksempelvis via befordringsfradrag

 

JA til et godt velfærdssamfund for os og vore efterkommere!

 

JA til støtte til de, der er kommet ”i klemme i systemet”

 

JA til oprydning i dagpengesystemet

 

 

 

Generelle synspunkter om det landspolitiske:

Oprindeligt blev jeg politisk engageret pga. retspolitik og miljøpolitik. Jeg syntes, at det var utroligt, så tilfældigt lov & ret blev skabt, og det undrede mig, at når først en bestemt politik var fastlagt, så var det nærmest umuligt at ændre kursen, uanset hvor forkert den var. Derfor synes jeg, at det er vigtigt, at politikere tør sige sin mening, hvis der er gode argumenter for det. Også selvom det måske ikke er så velset.

Jeg anser ikke mig selv for "borgerlig". Ihvertfald ikke i den klassiske forstand, for jeg er tilhænger af et stærkt velfærdssamfund, et godt og gratis sundhedsvæsen samt gratis uddannelse til alle.

Jeg skylder nok her at nævne, at jeg selv er offentligt ansat - og det er jeg faktisk stolt af. Jeg er overbevist om, at min daglige arbejdsindsats gør en forskel ude i "den virkelige verden", og jeg hopper slet ikke med på vognen med, at privat ansatte ser skævt til offentligt ansatte og vice versa. Jeg mener, at vi hver især er et lille tandhjul i den store maskine. Dog må vi udvise respekt for, at det reelt er erhvervslivet, der betaler samfundsfesten via produktion og eksport. Det er derfor dybest set ikke graden af borgernes ønske om omsorg, sundhed og uddannelse, som definerer, hvor stor en offentlig sektor, vi skal have.

Nej, vi må se i øjnene, at det er den private sektor, der finansierer den offentlige sektor; vi skal derfor have en offentlig sektor lige præcis så stor, som der er råd til - hverken mere eller mindre.

Uden at gå i dybden med foredrag om økonomiske forhold, så tror jeg dybest set på et samfund med en rimelig indkomstudjævning. Meget store uligheder eller dyb fattigdom i et samfund skaber spændinger og kranke menneskeskæbner, og det kan ingen være tjent med. Det forudsætter naturligvis, at vi ikke udvikler - eller som nu: importerer - mennesker, som ikke har en chance for (eller ønsker) at finde en plads i det danske samfund.

 

Janteloven skal holdes nede - ellers udvikler landet sig ikke. Det er nemlig helt legitimt for et menneske at ville tjene penge, og selvom det måske lyder en tand for liberalt, så er det altså den begavede og ihærdige persons indsats, som skaber grundlaget for produktion (og dermed indtægter til landet).

I et moderne samfund har arbejdsgivere og arbejdstagere fælles interesser et langt stykke hen ad vejen. Det er helt hen i vejret, når fagforeninger og venstrefløjspolitikere råber op om klassekamp, kapitalisme og andre forhistoriske slagord. Det irriterer mig, når vi ser store dele af fagbevægelsen dyrke aktiv partipolitik og poste massive millionbeløb ind i mediekampagnen mod oppositionen.

Fagforeningerne skal efter min mening varetage medlemmernes interesser uden skelen til, om de er enige med den siddende regering eller ej. De burde vÊre moralsk forpligtet til denne neutralitet, fordi deres medlemsskare naturligvis ikke kun består af Socialdemokrater og SF'ere. Desværre ser fagforenings-pingerne ikke ud til at være synderligt trykkede af denne moralske forpligtelse. Der er tværtimod for mange tilfælde af fråds og misbrug af medlemmernes penge, og jeg gætter på, at i de kommende år vil vi se mange eksempler på, at almindelige mennesker bliver trætte af at betale til fagforeningernes pampere, hvis ustandselige råben op om "solidaritet" vist ikke gælder egen lønsolidaritet med deres medlemmer.

 

Jeg synes principielt, at alle burde betale mindre i skat, men jeg er ikke en korsfarer, hvis eneste mål i livet er skattenedsættelser. På et tidspunkt bør vi omdefinere hele skattepolitikken, for vi kan ikke i længden leve med at være et af de hårdest beskattede folk i verden, hvis vi vil fastholde de bedste hjerner i Danmark. Der er brug for, at vi får luget ud i de værste tidsler af overflødigt forbrug af offentlige midler.

Der er samtidig brug for, at skattereglerne forenkles, så det er muligt at kunne udfylde sin selvangivelse uden at være dr. jur. i skatteret.

Fremtiden byder på voldsomme udfordringer for velfærdssamfundet. Flere personer forlader arbejdsmarkedet end der kommer ind. Der bliver således færre på arbejdsmarkedet, som derfor nødvendigvis kommer til at arbejde mere og mere for at forsørge flere. Det er for mig helt indlysende, at man ikke kan motivere nogen til at arbejde mere, hvis man samtidig beskatter dem hårdere. Vejen frem er ikke at øge skattetrykket men derimod at anvende skattekronerne betydeligt mere fornuftigt, end det mange steder sker i dag.

Måske tænker du, at noget af det forgående lyder "lidt socialdemokratisk".....og det kan da godt være, men jeg er tilhænger af, at sund fornuft vinder indpas uanset hvem, der mener at have patent på den.

På EU-området og i alle forhold vedrørende udlændingelovgivningen, retspolitik og i "værdi-kampen" tror jeg mere på Dansk Folkepartis sunde fornuft; det er derfor, jeg er medlem af DF!

Jeg tror mere på Danmark end på EU, så jeg vil have mindre EU.

EU skal "spoles tilbage" til det forpligtende samarbejde mellem selvstændige nationer, som det engang var tænkt som. I dag er visionen, at EU-landene på alle væsentlige områder skal styres centralt på bekostning af nationalstaterne. Som jeg ser det, er der ingen grænser for, hvad EU ønsker at bestemme, og selv på de punkter, hvor den besværlige danske befolkning fik gennemtrumfet klokkeklare undtagelser - nemlig de 4 forbehold - har EU ikke i sinde at respektere forbeholdene.

EU udhuler danskernes ret til at bestemme i vores eget land.

Et andet tilælde er, når det danske samfund betaler børnecheck til udenlandske familier, hvis faderen har arbejdet så lidt som 9 timer om ugen i Danmark! Ideen med europæiske gæstearbejdere er, at det skal være nemt for danske virksomheder at få billig arbejdskraft fra resten af EU, hvis det er for dyrt eller besværligt at finde danske arbejdere. Det er jeg ikke tilhænger af, men sådan er det nu engang. Men når det tillige medfører, at det danske samfund herefter skal til at betale familieydelse, så bryder hele logikken da sammen. Først bliver dansk arbejdskraft forbigået, når der ansættes eksempelvis polske håndværkere, og når polakkerne så rejser hjem, skal de danske skatteborgere ovenikøbet plyndres, så der kan blive råd til at sende børnecheck til Polen!

Dette er blot ét af mange eksempler på EU's lyksagligheder, og det hele kan samles i én sætning: vi er til grin!

De seneste års krise med den vaklende Euro har kun forstærket min skepsis.

Jeg er ikke EU-ekspert , men det er tydeligt, at EU-systemet er hamrende udemokratisk og uigennemsigtigt, og det er pinligt at høre hovedparten af Folketingets medlemmer lokke, presse og true den danske befolkning til at føje dem i deres ønske om at udfase den danske stat til fordel for EU.

Indvandringen, som den er praktiseret i Danmark i de seneste 40 år, er en katastrofe.

For det første var det i mange år tabu, at selve antallet af indvandrere spiller en rolle for integrationen.

For det andet har skiftende regeringer - bistået af politisk korrekte medier, meningsmagere osv. - nærmest insisteret på, at man bestemt ikke måtte skele til, om de pågældende kunne fungere i det danske samfund.

Resultatet blev en indvandring, der nærmest kan sammenlignes med en folkevandring af personer uden kvalifikationer til at komme ind på arbejdsmarkedet, men derimod må henvises direkte til permanent parkering på overførselsindkomst. Det skønnes forsigtigt, at indvandrerne i dag direkte koster samfundet omtrent 50 mia. kr. årligt, og hertil kommer en "udgift" på ca. 25. mia. i form af, at indvandrerne ikke bidrager til samfundet på samme niveau som danskerne.

Indvandringen har gjort Danmark dummere, fattigere og mere kriminelt, og får det lov at fortsætte, vil den uundgåeligt medføre en afvikling af velfærdsstaten.

Også derfor ønsker jeg en helt, helt anden indvandring, end hvad vi har set hidtil; der er ganske enkelt ikke råd til mere bevidstløs indvandring. Skåret ind til benet står vi foran en skillevej: vil vi have indvandring, som vi plejer, eller vil vi have en velfærdsstat?

Samtidig må det konstateres, at en væsentlig del indvandrere tilsyneladende hænger fast i deres oprindelige kulturs sæder og skikke i en sådan grad, at de er umulige at integrere. Dette problem synes at være særlig markant i forhold til indvandrere fra islamiske lande.

Uanset hvordan man forsøger at bortforklare det, så er det åbentlyst, at de mange integrationsvanskeligheder i form af kriminalitet, arbejdsløshed, manglende uddannelse osv. også hænger sammen med deres kulturelle og religiøse baggrund.

For at gøre en lang historie kort, så mener jeg, at integrationsvanskelighederne med muslimer bunder i, at islam står i direkte modsætning til den vestlige forståelse af demokrati og frihedsrettigheder. Jeg mener, at islams teologiske konstruktion ikke giver mulighed for udvikling hen imod en verdsliggørelse, så også derfor er det direkte absurd, når diverse godhjertede mennesker mener, at "mere respekt for deres religion" samt øget brug af imamer gavner integrationen i Danmark. Nej, tværtimod vil inddragelse af religion ved integration cementere forestillingen om, at religionen styrer samfundslivet.

Jeg mener, at religion skal praktiseres i hjertet, hvis man da vælger overhovedet at være religiøs. Men hånden og hjernen skal altså praktisere menneskeskabt demokrati. Når man kigger ud i den store verden, har jeg svært ved at se, hvordan islam praktiserer - eller overhovedet tillader - demokrati, som vi i vesten forstår det. Jeg ser desværre ingen steder i verden eksempler på islam uden islamisme og krav om sharia, som er religiøs fascisme af værste skuffe. Og heller ingen steder ser jeg islam uden nærmest borgerkrigslignende tilstande lige i kølvandet. Hvis nogen kan nævne mig et islamisk land, som har demokrati og frihed, så lad mig det endelig vide!

Det betyder imidlertid ikke, at "alle muslimer er vores fjender" eller at alle muslimer er potentielle terrorister.

Jeg tror på, at der er mange fredsommelige muslimer, som er lige så afslappede med deres religion, som gennemsnitsdanskeren er i forhold til kristendom.

Desværre synes jeg ikke, at disse muslimer fylder meget i landskabet. Jeg synes aldrig, at jeg har set dem demonstrere i gaderne mod islamiske terrorister eller i protest mod angrebene på World Trade Center den 11. september 2001. Jeg synes heller ikke, at jeg ser indslag med dem, hvor de taler diverse vanvittige imamer imod, eller tager skarpt afstand fra islams had mod vantro, homoseksuelle eller jøder. Faktisk kan jeg godt blive lidt bekymret over, at selv "moderate muslimer" tilsyneladende ikke deler vestlige værdier tilstrækkeligt til, at de åbent bekender sig til demokratiet.

Alligevel vælger jeg at tro på, at der findes tolerante muslimer.

Men der findes ikke tolerant islam!

Derfor ønsker jeg mindre islam i Danmark; jeg tror simpelthen ikke på, at Danmark vil få bedre erfaringer med denne religion end andre lande gennem de sidste 500 år.

Kommentar til folketingsvalget 2011:

 

Valgkampen og hele spørgsmålet om regeringsskifte tog stort set kun udgangspunkt i den økonomiske krise. Det lykkedes både den røde blok og regeringsblokken at bilde befolkningen ind, at krisen nærmest kun er national ......og derfor kan krisen i et snuptag løses, hvis bare de rigtige folk kommer til fadet.

 

Men det er løgn & latin!

Krisen skyldes en finanskrise, der startede i USA, og blev forstærket af en gældskrise i Europa.

Her 2 år efter valget står Danmark med præcis de samme problemer som før; altsammen bundende i en usikker økonomi og lang tids stagnation i samfundet.

 

Hertil kommer frygten for et egentligt kollaps i Europa som følge af den kunstige valuta, Euroens, snarlige død.

Selve EU er stadig den samme tyranniske mastodont, som reelt vil nedlægge nationalstaterne.

Og lur mig, om ikke presset på Danmarks grænser fortsat vil være massivt. Ganske vist er Danmark en smule i knæ, men det er sandelig stadig en god forretning at indvandre til Danmark, eller pludselig "finde kærligheden" med en dansk partner og så hurtigst muligt padle til Danmark, hvor en tryg fremtid med en gavmild velfærdsstat står parat.

 

Jeg vil kæmpe for, at Danmark i fremtiden bliver et land, der har førertrøjen på.

Et land, som står fast på demokratiske værdier og ikke rokker sig en millimeter selv, hvis religiøse galninge truer os.

Et land, der gerne modtager indvandrere, der har evner og vilje til at bidrage til det danske samfund. Hvis evnerne eller viljen mangler til at forstå f.eks. straffeloven, så bør de pågældende vandre videre til en anden verdensdel.

Et land, der gerne indgår i et forpligtende samarbejde med det øvrige Europa, men hvor det trods alt er danskerne, der har det sidste ord i eget land. Derfor skal vi ud af Schengen-samarbejdet, vi skal opsige Lissabontraktaten og genforhandle vores position i EU.

Copyright © Claus Kvist Hansen 2015